Nyheder


Udflugt til Gedser den 4. september 2010 med museumstog, se mere her


Danmarks Jernbanemuseum som model
I august 2004 fejrede museet 50-året for modtagelsen af det første diesellokomotiv af MY-typen. Ved den lejlighed fik museets egen MY 1101 besøg af sine søster-lokomotiver fra Norge, Belgien, Luxembourg - ja endog helt fra Ungarn. I træffet deltog yderligere et stort antal hel og halvsøster diesellokomotiver fra Norge, Sverige og Danmark, og hele arrangementet blev en af museet største succeser i tidens løb med besøg fra hele Europa.

Den meget bekostelige rejse for det ungarske lokomotiv var sponsoreret af museet og af Klaus Korbacher fra Nürnberg. Og Klaus Korbacher - eller "Nohab-Pappi", som han ynder at kalde sig efter den svenske fabrik, der har bygget MY-lokomotiverne, har netop foræret museet en fornem gave som minde om det store dieseltræf i 2004 Det drejer sig om en utroligt detaljeret model af museets rundremise i 1.220 - også kaldet skala Z. Modellen er bygget af Korbachers ungarske ven, Iván István, og den viser, hvordan situationen var under træffet i august 2004 med alle de mange diesellokomotiver stillet op ved drejeskiven, med de mange gæster - herunder Korbacher og det ungarske lokopersonale - med minitoget der kører ved museet, med ungarernes medbragte sovevogn, med havebane og alle andre tænkelige detaljer. Modellen kan nu ses i museet.


The Art of the Poster - Plakatkunst fra London Transport
Gennem mange år har London Underground og efterfølgerne, London Transport og Transport for London, haft som princip at anvende tidens bedste kunstnere og designere til sine plakater.

Mange af disse findes nu i London Transport Museums kolossale samling. De allerbedste heraf blev i 2008 vist på en retrospektiv særudstilling i London under navnet "The Art of the Poster - A Century of design". Udstillingen har siden været vist i Dresden.

I perioden 15. juni - 15. september 2010 kan "The Art of the Poster - Plakatkunst fra London Transport" ses på Danmarks Jernbanemuseum.

Som i den oprindelige udgave af udstillingen indgår et stort antal af de originale "artworks"; men specielt til udstillingen på Danmarks Jernbanemuseum er tilføjet et betydeligt antal trykte plakater - man kan så at sige følge processen fra kunst til tryk. Hertil bidrager også en del dokumenterende materiale om de forskellige kunstnere. I udstillingen kan opleves en utrolig variation i materialer, stilarter og teknikker.

Se mere her

Plakaten for udstillingen kan downloades her